Interview med fagpersoner

Vi har været ude, at lave interviews for at belyse de sundhedsprofessionelles viden omkring fald og faldforebyggelse, det tværprofessionelle samarbejde samt hvordan de forskellige grupper ser deres ansvarsområde. Vi syntes det var interessant at vide om de havde meget fokus på faldforebyggelse eller rehabilitering. Vi har derfor snakket med en SSA og fysioterapeut tilkoblet et rehabiliteringscenter, SSA'en som komme ved Gerda samt en sygeplejerske fra ortopædkirurgisk afdeling.

Viden og ansvarsområde:

På rehabiliteringscenteret hvor man genoptræner borgere, som er faldet og har været indlagt på sygehuset, har man meget fokus på fald. Specielt i de seneste år har man haft mere fokus på fald, bl.a. gennem kurser med dette tema. De har meget fokus på fald og faldforebyggelse i forhold til deres kompetenceområde, hvilket ligger efter at faldet er sket. Tidlig opsporing af faldrisiko er ikke en del af deres ansvarsområde, idet det ligger før faldet. Man fokuserer meget på risikofaktorerne omkring blodtryksfald og genoptræning af muskelstyrke. På rehabiliteringscenteret starter man med, at lave en faldudredning ved modtagelse af borgeren samt ernæringsscreening. Fysioterapeutens ansvarsområder ligger i at lave en plan for genoptræningen og løbende revurdere borgerens funktionsniveau.
Fysioterapeuters virksomhedsområde på landsplan er forebyggende og sundhedsfremmende med henblik på god rehabilitering og genoptræning. Det er også deres ansvar at tildele og tilpasse hjælpemidler, samt at vejlede og undervise andre faggrupper såsom SSA'er og SSH'er (Bagger et al. 2013 s.88). I forhold til vores case har fysioterapeuten derfor et ansvar i forhold til faldforebyggelse til borgeren, som består af at finde de rigtige hjælpemidler, fjerne risikofaktorer i hjemmet, genoptræning, samt at videregive viden om faldforebyggelse til de SSA'er og SSH'er, der kommer ved borgeren. 

På ortopædkirurgisk afdeling har sygeplejerskerne ikke været på kurser i faldforebyggelse, da de mener, at det ligger udenfor deres ansvarsområde. Ansvaret for faldudredning og faldforebyggelse ligger  i primæresektoren hos geriatrisk afdeling. Sygeplejersken på ortopædkirurgisk afdelings ansvarsområde består af at videregive informationer om borgerens situation til kommunen efter, at skaden er sket. Det er hendes ansvar at kontakte kommunen via mail, med informationer fra geriatrisk afdeling om borgerens forløb samt de hjælpemidler, som lægen ser nødvendige. Det er et problem at de borgere, som ikke er i kontakt med geriatrisk afdeling inden udskrivelse, ikke bliver faldudredt. Derfor syntes vi at det er nødvendigt, at sygeplejersker (særligt på ortopædkirurgisk afdeling) har en grundlæggende viden om fald og forebyggelse heraf. 

De udekørende i hjemmeplejen (SSA og SSH), har ikke den samme viden, som SSA'er på et rehabiliteringscenter, da de ikke har været på kurser grundet økonomien i kommunerne. Som situationen er i dag, er det ikke en del af deres ansvarsområde at handle sundhedsfremmende og forebyggende i forhold til fald ved den enkelte borger.  SSA og SSH kunne have en stor forebyggende rolle, da de gennem den daglige kontakt med borgeren kunne være en del af den tidlige opsporing af risikofaktorer for fald. Vi tænker at et øget fokus på området i denne del af sundhedssektoren ville have en stor betydning i den forebyggende indsats samt være med til at nedbringe de samfundsøkonomiske omkostninger. 

Det tværprofessionelle samarbejde:

På rehabiliteringscenteret er der et tæt samarbejde mellem de forskellige faggruppe. Specielt sygeplejerske, SSA og fysioterapeut arbejder tæt sammen med daglige møder hvor man drøfter borgerene. Derudover har de kontakt til diætist, ergoterapeut, visitator og hjælpemiddelafdelingen.

Når borgerne kommer fra sygehuset, hvor den geriatriske læge har lavet en faldudredning på borgeren, til rehabiliteringscenteret, hvor der igen laves en faldudredning, sker der et dobbeltarbejde, hvilket skyldes at man bruger forskellige udredningsmetoder. Der sker en mere grundig udredning på rehabiliteringscenteret fordi de har mere tid med borgeren, hvilket giver støre mulighed for at observere og opspore risikofaktorer. Da Gerda ikke er kommet på rehabiliteringscenter, har man ikke haft den tid som det har krævet, at opdage de mange risikofaktorer for fald. Det gør at hun ikke har haft de samme muligheder for rehabilitering, som hvis hun var kommet på et rehabiliteringscenter. Dette har givet konsekvenser i form af, at det bl.a. har taget lang tid at udrede hende medicinsk for B12- og D-vitamin mangel, fordi der er større fokus på det på rehabiliteringscenteret.

På ortopædkirurgisk afdeling har de et tværfagligt samarbejde med geriatrisk afdeling, hvor samarbejdspartnerne omfatter læge og sygeplejerske. Når borgeren er +60 år inddrages den geriatriske læge. Det er den geriatriske læge som vurdere hvilke behov borgeren har, i forhold faldscreening og ordinationer. Ud fra denne vurdering sker der et tværfagligt samarbejde mellem sygeplejerske og fysioterapeut hvorved der findes frem til hvilke hjælpemidler der er nødvendige. Sygeplejerske på ortopædkirurgisk afdeling sørger for kontakten til kommunen.
Gerda kan ikke selv forklare og afgøre hvordan situationen er derhjemme samt hvilke hjælpemidler hun har behov for, grundet hendes kognitive svækkelse. Det ville derfor være relevant for hende at få en visitator eller en person fra hjælpemiddelafdelingen ud for, at vurdere huset med henblik på de hjælpemidler der er behov for. Huset har kun været vurderet af de SSA'er og SSH'er som kommer i hjemmet, med henblik på at fjerne løse genstande, som kan gøre deres arbejdsmiljø farligt for dem. 

Opsummering:

Vi har fundet ud af at der er rigtig meget viden om fald og genoptræning på rehabiliteringscentre, men at der mangler viden ved de SSA'er og SSH'er der kommer ud til borgeren i hjemmet. Der er primært fokus på rehabilitering efter fald og forebyggelse af gentagende fald, og således syntes vi at viden omkring forebyggelse, risikofaktorer og tidlig opsporing ikke er udbredt. Der er ikke klar ansvars- og opgavefordeling og overleveringer af borgerne er svær pga. at informationen skal gennem mange led.

I Gerdas tilfælde formoder vi at hun bliver stigmatiseret i forhold til hendes demens lignende adfærd og man har forklaret faldene med demens, da det er her man har haft sit fokus. Således har man først senere i forløbet opdaget hendes B12-og D-vitamin mangel. Vi antager at hun ikke er blevet inddraget i forløbet i lige så høj grad, som hun ville have været, hvis hun ikke havde demens lignende adfærd. Meget tyder på at økonomi og manglede tid har haft betydning for hendes sygdomsforløb. Ser vi på økonomien, har det betydet at de der kommer ved hende, ikke har fået kurser eller anden viden omkring fald, risikofaktorer, forebyggelse og rehabilitering. Hjemmeplejen er presset i tid, hvilket betyder at rehabiliteringen ikke bliver inddraget i hverdagen. I interviewet med SSA og fysioterapeut blev vi gjort opmærksom på dette problem. De fortalte at den bedste rehabilitering opnås når sundhedspersonalet har tid til at lade borgeren gøre tingene selv og at det "dovne personale" er det bedste personale. Det dovne personale er et personale som støtter borgeren til at blive selvhjulpen og således ikke overtager opgaverne. Ofte vil man komme til at overtage pga. tidspres, hvormed mange vigtige observationer kan gå tabt. 

Gennem interviewene har vi fået øje for flere problematikker. Men idet vi vil opnå at mindske antallet af fald og dertil hørende brud, ser vi at det største problem er at, de der kommer ved borgeren i hjemmet ikke har den nødvendige viden samt at der ikke er noget forebyggende arbejde der gør den ældre og deres pårørende opmærksomme på den øget risiko for fald ved høj alder.