Knogler

Der findes tre forskelllige typer knogler: rørknogler, korte knogler og flade knogler. Vores borger, Gerda har følgende frakrurer; humerus caput fraktur, collesfraktur og radii fraktur, som alle er frakturer på rørknogler. Rørknogler består af en diafyse, som er et rørformet skaft og to ender der kaldes epifyser. (Olesen et al. 2010, s. 109) 

Knoglernes opbygning

En knogle består af flere lag. Yderst består den af en bindevævshinde (periost), undtaget de steder knoglen danner led, hvor der istedet findes ledbrusk. Under periost eller ledbrusk findes substantia compacta (den kompakte substans). Substantia compacta består yderligere af to lag, yderst består den af kompakt knoglevæv og inderst substantis spongiosa (spongiøst knoglevæv). Under dette lag findes et hulrum i knoglen, hulrummet er inderst beklædt med en indre knoglehinde (endost).

Knoglerne består primært af en grundsubstans og kollagene fibre. Fibrene danner et skelet, hvori der findes calciumsalte og fosfat. Stofferne gør at knoglen bliver hård, så den kan tåle belastning. De kollagene fibrene gør, at knoglen bliver en smule elastisk, så den kan tåle at blive bøjet lidt og blive vredet lidt, uden at knoglen går i stykker / brækker.

Knogler består ud over grundsubstansen og de kollagene fibre af nogle celler. Disse celler sørger for den konstante nedbrydning og opbygning af knoglerne, så knoglerne tilpasses den belastning de udsættes for. De knogleopbyggende celler hedder osteoblaster og de knoglenedbrydende celler hedder osteoklaster.


Alderens indvirkning på knoglerne:

Som 25 årig har kroppen sin maksimale knoglemasse. Op til denne alder vokser knoglerne under påvirkning af især væksthormon (GH) og kønshormoner. Efter denne alder går processen den modsatte vej og knoglemassen bliver mindre. Det bevirker at knoglen bliver svagere og mindre modstandsdygtig over for slag og brud. Dette forfald af knoglerne kan dog modvirkes af fysisk aktivitet, da det stimulerer osteoblasterne til at øge knoglemassen (Nielsen & Bojsen-møller 2014, s. 376-379). 

Efter 25-årsalderen vil knoglerne svækkes grundet større nedbrydning af calciumsalte og de kollagene fibre forandre sig, således øges risikoen for osteoporose og frakturer. Specielt øges risikoen ved kvinder. Dette skyldes at kvinder i overgangsalderen har en nedsat produktion af kønshormoner, som bl.a. hæmmer funktionen af PTH. Ved osteoporose bliver knoglerne skrøbelige og dermed kan de falde sammen eller der kan opstå en fraktur ved lille belastning. For at forbygge dette er det vigtig at belaste knogler, via fysisk aktivitet. (Nielsen & Bojsen-møller 2014, s. 497) 


Vækst af knoglerne – calcium- og fosfatstofskiftet:

Calcium og fosfat har også betydning for knoglernes styrker og det indtages med føden, hvorfra det optages fra mave-tarm-kanalen og føres over i blodet.
 Gennem den konstante strøm af calcium samt fosfat, fra blodet til knoglen og modsat, opbygges og nedbrydes knoglerne.
 Med tiden som osteoblasterne bliver ved med at opbygge knoglen, bliver de indlejret mellem de lameller de selv danner og omdannes så til osteocytter. Som osteocytter har cellerne en ny opgave; de skal flytte calcium fra blodet til knoglen og den modsatte vej for, at holde blodets indhold af calcium på et passende niveau (Nielsen & Bojsen-møller 2014, s. 380). 

Som tidligere nævnt, sker der en konstant tilpasning af knoglerne, til den belastning de udsættes for. Væksthormon (GH) og kønshormoner spiller ind på væksten ved, at stimulere cellerne til at dele sig. I reguleringen af calcium indgår to helt centrale hormoner; parathyroideahormon og calcitonin. 

Parathyroideahormon (PTH), dannes i skjoldbruskkirtlerne (glandula thyroidea). Det dannes når indholdet af calcium i blodet er lavt. PTH kan øge calciumkoncentrationen på 3 måder:

• Øger optagelsen af calcium fra fordøjelseskanalen. For at kunne optage calcium er det nødvendigt, at der er D-vitamin til stede. D-vitamin kan indtages med føden, eller dannes i kroppen via kroppens udsættelse for sollys. 
• Reabsorption af calcium i nyrerne.
• Henter calcium fra knoglerne vha. aktivering af osteoklaster og osteocytter, som nedbryder knoglens grundsubstans og dermed frigøres en mængde calcium, som føres til blodet.

Når blodets calciumkoncentration igen er på et passende niveau, bremses dannelsen af PTH.

Calcitonin, indgår også i reguleringen og dannes ligeledes i skjoldbruskkirtlen. Det dannes når blodets calciumkoncentration er højt. Calcitonin kan sænke blodets indhold af calcium på følgende måder:


• Øge udskillelsen af calcium i urinen. 
• Hæmme frigørelsen af calcium fra knoglerne, så yderligere stigning af blodets calciumkoncentration ikke finder sted.

Calcitonin virker dermed modsat PTH, og beskytter derfor mod afkalkning af knoglerne(Nielsen & Bojsen-møller 2014, s. 380-382)